
Tilbudsberegner til varmepumpeløsninger – Case
Om casen
”Eiland har længe arbejdet på at gøre det nemmere for nuværende og fremtidige kunder at kunne anskaffe sig en varmepumpeløsning, uden at skulle igennem alt for meget besvær. Det mener vi at vores tilbudsberegner kan hjælpe os med. Med tilbudsberegnerens få, men konkrete steps, kan kunderne nemt udfylde den dér, hvor de er, og vi kan få adgang til alle de informationer vi har brug for, for at kunne give vores kunder det de ønsker.”
Marie-Louise Elbek Højberg – Digital SoMe-medarbejder ved Eiland
Udfordringen
Vi hos Eiland har igennem de sidste år oplevet en markant stigende interesse i varmepumpeløsninger til enten hjemmet, sommerhuset, kolonihaven, kontoret osv. Den efterspørgsel kommer bl.a. som følge af at flere og flere ønsker sig en billigere og grønnere varmeløsning.
Med den øgede efterspørgsel på varmepumper, hvad end det er luft-til-luft, luft-til-vand eller begge, kommer der mere travlhed for os. Samtidig oplever vi også udfordringer med at få datobestemt de besøg hos vores kunder, der muliggør en planlægning af de forskellige projekter. Udfordringerne her ligger primært i vores kunders egne travle liv – det kan være besværligt at skulle planlægge sig ud af et besøg fra os, hvori der bl.a. skal gennemgås placering af varmepumpedelene, nedgravning osv.
Vi ønskede os brændende en let anvendelig og praktisk løsning, der skulle gøre det muligt for vores kunder, at blive klogere på vores varmepumpeløsninger, herunder, hvad det kunne koste at få installeret en sådan løsning. Udover det skulle det også spare vores kunder for alt for meget besvær og overskueliggøre deres travle hverdag.
Løsningen
Hidtil har vi planlagt installationer med vores kunder over telefonen, og ved at komme forbi og gennemgå bygningen sammen med dem. Den løsning har givet god mening i starten, primært for os, men har hen over årene vist sig at blive noget mere besværligt og tidskrævende for alle parter.
Løsningen måtte derfor være at blive mere digitale og gøre det muligt for vores kunder at planlægge køb og installation af en varmepumpeløsning når de havde tid.
Efter megen intern sparring besluttede vi os for at skabe en løsning, der kunne tilgås online, bl.a. via vores hjemmeside. Løsningen skulle både være informerende, men skulle også kunne udregne et overslag på en varmepumpeløsning, ud fra få men konkrete informationer indgivet af kunden selv.
Vi indgik i samarbejde med en dygtig webudvikler, der skulle realisere vores ønsker, og inden længe stod vores spritnye tilbudsberegner klar.
Resultatet
Siden slutningen af august måned 2021, har vi kunnet tilbyde alle nuværende og fremtidige kunder at gøre brug af vores tilbudsberegner. Denne tilgås nemt bl.a. på forsiden af vores hjemmeside https://eilandel.dk/ eller ved at klikke sig direkte ind på følgende link https://tilbud-varmepumper.eilandel.dk/.
Første led i tilbudsberegneren er indtastning af adressen, som varmepumpen skal installeres på.
Beregneren tager, ud fra den indtastede adresse, udgangspunkt i de informationer om den pågældende bygning, der ligger offentligt tilgængeligt via BBR-registret.
Herefter følger en række spørgsmål til boligens nuværende varmeløsning, såvel som hvilke ønsker kunden har til den kommende løsning. Afslutningsvis vil kunden vha. et privat login, skulle uploade få billeder eller videoer fra bygningen. Alle oplysninger vil vores montører kunne tilgå fra arbejdscomputeren, og ud fra disse kan de hurtigt og nemt skræddersy et tilbud.
Ved at samle alle informationer om bygningen og ønskerne til varmepumpeløsningen i én online løsning, håber vi på at kunne mindske spildtid for alle parter og samtidig tilbyde en langt mere effektiv og kundeorienteret service end hidtil set.
Evaluering
”Vi er meget tilfredse med det samarbejde vi har haft både internt og med en ekstern samarbejdspartner. Vi føler os fortrøstningsfulde og tror på at beregneren kan gøre en forskel for både os, men især også for vores kunder. Vi glæder os til at følge udviklingen i brugen af tilbudsberegneren.”
Eiland


